- Selvbudgettering eller Statsgaranteret 
Et af de væsentligste og betydningsfulde valg i budgetprocessen er valg af budgetteringsmodel for udskrivningsgrundlaget, som omfatter provenu af indkomstskat og af tilskuds- og udligningsordningerne. Væsentligheden understreges ligeledes af at det samlede udskrivningsgrundlag på landsplan beløber sig til 820,8 mia. kr. i 2012. § 7 i Lov om kommunal indkomstskat giver kommunalbestyrelserne mulighed for at vælge mellem statsgaranteret eller selvbudgetteret udskrivningsgrundlag.
Statsgaranteret udskrivningsgrundlag sikrer kommunerne et bestemt provenu af indkomstskat og af tilskuds- og udligningsordningerne, uanset om det faktiske udskrivningsgrundlag bliver højere eller lavere. Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for 2012 beregnes med udgangspunkt i den enkelte kommunes udskrivningsgrundlag for 2009 korrigeret for en række lovændringer, som er specificeret i ”Bekendtgørelse om fastsættelse af det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for kommunerne for 2012”. Ved beregning af det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for 2012 fremskrives det korrigerede udskrivningsgrundlag for 2009 med 10,4 procent, ifølge bekendtgørelsen.
Selvbudgettering af skattegrundlag og tilskud og udligning baseres på kommunens egne skøn og beregninger af udskrivningsgrundlaget, grundværdierne og forventet folketal pr. 1. januar 2012. Beregningen baseres i øvrigt på en række forudsætninger, som blev udmeldt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet den 1. juli 2011.
Beregningen ved selvbudgettering kan overordnet illustreres med formlen:
Nettoprovenu = Udskrivningsgrundlag * Skatteprocent + Tilskud og udligning
Det skal bemærkes at beregningen af tilskud og udligning er afhængig af forskellen mellem beregnet udgiftsbehov og beregnede skatteindtægter. Beskatningsgrundlaget (udskrivningsgrundlaget og grundværdierne) er således væsentlige komponenter i beregningen af tilskud og udligning. Befolkningstallet anvendes ligeledes til beregning af tilskud og udligning for bloktilskuddet.
Selvbudgettering er primært relevant for vækstkommuner i perioder med højkonjunktur, og som forventer en stigning i befolkningstallet og beskatningsgrundlaget.
Tre år efter (jan. – marts 2015) foretages der en efterregulering af de foreløbige tilskuds- og udligningsbeløb for de selvbudgetterende kommuner i 2012. Efterreguleringen opgøres som forskellen mellem de foreløbige tilskuds- og udligningsbeløb, som er afregnet med kommunen i tilskudsåret, og det faktiske beskatningsgrundlag for 2012, samt de faktiske afgiftspligtige grundværdier, folketal mv. for 2012.
Valget af budgetteringsmetode for udskrivningsgrundlaget er således væsentlig for en kommunes økonomi flere år frem i tiden. I 2009 valgte 19 kommuner at selvbudgettere, samtidig med at finanskrisen var på sit højeste. Den samlede efterregulering medfører at de 19 kommuner skal tilbagebetale 1,6 mia. kr. i 2012, hvilket dog er blevet reduceret med 0,3 mia. kr. til 1,3 mia. kr. med ”Aftale om kommunernes økonomi for 2012”.
Konsekvensen ved at vælge selvbudgettering i en krisetid kan således medføre efterreguleringer på to- og trecifrede millionbeløb per kommune, hvilket også afspejles i at kun seks kommuner valgte budgetteringsmetoden i 2010 og otte kommuner i 2011.
I 2011 var der ligeledes store efterreguleringer og millionregninger til kommunerne der havde valgt selvbudgettering for kriseåret 2008. Det medførte store konsekvenser i Helsingør kommune og Gribskov kommune, da de ikke havde budgetteret med efterreguleringerne og efterfølgende blev overraskede over ratetilbagebetalingerne.
Ascendi A/S vil derfor slutteligt minde alle de 19 kommuner om at huske at få efterreguleringerne indarbejdet i budgetterne for 2012.
Tilskud og udligning 2012.
|
Landsudligning |
Udligning af 58 pct. af forskellen mellem beregnet udgiftsbehov beregnede skatteindtægter. |
|
Hovedstadsudligning |
Udligning af 27 pct. af forskellen mellem beregnet udgiftsbehov beregnede skatteindtægter. |
|
Udligningstilskud til kommuner med højt strukturelt underskud |
Tilskud på 32 pct. af den del af forskellen mellem kommunens beregnede udgiftsbehov og beregnede skatteindtægter, som overstiger 96,5 pct. af den tilsvarende landsgennemsnitlige forskel. |
|
Bloktilskud |
En del af bloktilskuddet går til finansiering landsudligning og udligningstilskud til kommuner med højt strukturelt underskud og den resterende del fordeles som hovedregel efter indbyggertal. |
|
Særlige tilskud og udligningsordninger |
Beskæftigelsestilskud, Tilskud til særligt vanskeligt stillede kommuner etc. |
"Kommunernes økonomi kan styres og afvigelser forklares", Ascendi A/S
Opdateret 15. august 2011.